Når jeg tænker tilbage på, hvordan min oplevelse var på hospitalet med Buster, så virkede det, som der var styr på det hele. Personalet var professionelle, søde og rare. De gør et kæmpe arbejde! Og burde alle sammen få en kæmpe lønforhøjelse. De får en til at føle sig trygge og sikker, selvom man er i sit mest sårbare øjeblik. Min søster, som også er sygeplejerske, sagde dengang, hvor vi var på intensiv afdeling for børn, at her kunne hun ikke se sig selv som sygeplejerske. Det forstod jeg ikke dengang. I min verden, burde det da være det mest fantastisk sted, hvor man havde med børn at gøre. Jeg forstod bagefter, hvad hun mente. Det er ligesom døden rammer ekstra hårdt på en børneafdeling. Man er magtesløs, når det der ikke må ske, sker....
Det er svært at beskrive, hvilken følelse man som forældre står med, bagefter. Når al ens fremtid og håb, glider ud af hænderne på en. Som om hjernen bare blokere for en masse ting, så man ikke falder helt sammen. Man fatter det bare ikke - hvad skete der lige? - skete det lige for mig? Der kommer 1000 spørgsmål op men ingen svar...
Comments