Lægen som havde ledelsen på afdelingen, hvor Buster lå, var en mand ca. midt i fyrrerne, som var sportslig og havde en meget selvsikker udstråling. Man kunne mærke på ham, at han havde styr på det. Men han selvsikkerhed led et knæk, efter Buster døde på hans vagt. Han prøvede, sammen med sine kollegaer at genoplive ham i næsten 40 min. En kamp som han allerede havde tabt efter 5-10 min. Men de kæmpede...
Det viste sig bagefter at der var kommet slim ned i luftrøret på Buster, som den lille fyr ikke har kunne hoste op. Læge teamet gjorde det de plejede, at puste luft ned i lungerne. Desværre ikke den rigtige løsning i dette tilfælde, da slimen derved bare blokerede luftrøret endnu mere. Så Buster blev langsomt kvalt.
Vi blev kaldt til samtale efterfølgende, hvor en meget berørt læge og resten af hans team, måtte fortælle hvad der var sket af "fejl". Lægen havde ikke oplevet denne situation før med slim der kom ned i luftrøret - dvs. de plejer at kunne hoste det op. Så situationen blev misfortolket. På en eller anden måde, så skulle man blive vred og betvivle personalets kunnen - men man skulle have været der - så vil man forstå, hvor hurtigt det hele gik og at der skulle handles for at kunne redde Buster. Der skulle tages nogle hurtige beslutninger.
Tænk hvor glad jeg er ikke at have et job, hvor det kan koste menneske liv, hvis jeg laver en fejl. Der skal være nogle gode brede skuldre, for at kunne bære sådan et ansvar.
Vi var glade for, at have fået lov til at snakke det hele igennem med teamet omkring Buster og sammen begræde den ulykke som desværre var sket.
Det er sjovt hvordan nogle scener, bare brænder sig fast i hukommelsen. Min ex-kones totale sammenbrud af gråd, turen hjem fra hospitalet er en af de scener jeg aldrig kommer til at glemme. Den smerte hun udtrykte der, det berørte mig dybt. Det er sgu hårdt at miste...
Comentários