I sidste uge var jeg på Ressourcedetektivens Modul 4 forløb. Ressourcedetektiven arbejder med styrkebaseret tilgang, hvor man finder styrker hos sig selv og hinanden og arbejder med det bevidst - kort sagt - Find det der virker og gør mere af det. Modul 1-2 fik skubbet noget til mig, så jeg begyndte at åbne op for den sorg, jeg havde liggende dybt begravet i mit hjerte og jeg havde sløret det med arbejde og alt muligt andet hverdags ting. Så da pludselig Corona-nedlukningen kom - begyndte tingene at vælte frem. Det var her, jeg så fik lavet denne fantastiske tegneserie om "Buster".
Vi fik til opgave at lave en fremlæggelse på den sidste dag af modul 4, hvor vi skulle fortælle, hvordan den Styrkebaseret tilgang har betydet for os. Vi var ikke så mange på selve holdet, vi havde masse af tid til rådighed, til vores fremlæggelse. Jeg tænkte, at når jeg alligevel havde en plan, om at holde foredrag om min proces med "Buster" tegneserien - så var det da oplagt at bruge det til fremlæggelsen. Jeg læste hele historien igennem igen om aftenen, for at forberede mig lidt, med det resultat at jeg sad med en klump i halsen og med tårerne løbende ned kinderne. Det her går ikke, tænkte jeg - jeg kan ikke stå der og være total grådkvalt, så jeg skrottede idéen lidt. Næste morgen hankede jeg op i mig selv og sagde: "du kan godt!"
Jeg fik arrangeret, at jeg var den sidste der skulle på og stillede min computer op, med skitserne til "Buster" historien, klar til at blive vist.
4 mennesker blev sat på en række foran skærmen og så kunne fremlæggelsen begynde...
Som en regissør, som lige er blevet færdig med sin film, og lige vil se, hvordan publikummet reagere på de forskellige scener - om de grinede de rigtige steder eller blev rørt og sad med et kleenex og tørrede deres øjne, kunne jeg her se, hvordan de fire, blev revet med i historien. De grinede og græd de helt rigtige steder. "Tænk, har jeg lavet denne tegneserie, som kan røre læseren så meget" - jeg er så glad, stolt og lettet. Jeg havde selvfølgelig under fremlæggelsen selv nogle steder, hvor jeg lige måtte kigge i gulvet og lige synke 3 gange, før jeg kunne fortælle videre. Det var svært og tårerne pressede sig på flere gange. Men jeg gennemførte og jeg kunne se at de 4, har fået en på opleveren og set hvad tegneserie mediet kan. Nu kan det ikke gå stærkt nok, med at få lavet de sidste skitser og så får tegneserien rentegnet og udgivet.
Tak til Ressourcedetektiven, Hanne Aalling Risager og Karen Høeg Kirkholm, for alt. Jeg er evig taknemlig!
Commentaires