I går, tirsdag den 20. Juni, mødtes jeg med lægen, som for 10 år siden, forsøgte at redde Buster. Vi mødtes på afdelingen, hvor Buster var indlagt. Jeg gik gennem OUH og kunne straks genkende de lange gange, elevatoren og rummene og jeg kunne mærke “puh” det her kommer til at gøre ondt. Jeg fór vild, kunne ikke rigtig finde vej til der, hvor vi havde aftalt at mødes. Jeg ringede til lægen og han fik mig til at tage trappen en etage ned, jeg var kommet for langt op med elevatoren. Han ville komme mig i møde. Vi fandt hinanden og jeg kunne pludselig genkende ham, lidt mere gråhåret og 10 år ældre. Han smilede og jeg takkede for hans tid - for jeg er taknemlig, for at han havde tid til mig. Han viste mig, rummet hvor Buster var, da han døde. Rummet var utroligt lille i forhold til jeg huskede det.
Jeg havde mappen med min tegneserie “Buster” under armen. Vi gik ind i et mødelokale for "pårørende" og han startede med at fortælle, hvordan han oplevede redningsforsøget og alle de tanker der gik igennem hans hovede da det skete. Jeg fortalte hvordan jeg oplevede hans indsats og hvor jeg er henne nu i livet. Jeg viste ham “Buster” historien, som jeg har arbejdet med de sidste tre år. Han blev imponeret og kunne se at historien, ville kunne hjælpe en masse. For som han sagde, der er en del forældre der ikke tager imod hjælpen, når de mister. De prøver selv at komme videre, og det lykkedes sjældent.
Vi tog imod hjælpen dengang. Personligt kan jeg dog se, at jeg ikke var klar til at modtage hjælpen dengang - at hjælpen måske skulle have været på et senere tidspunkt.
Vi fik vendt mange ting under mødet som var meget åbenhjertet. En ting var hjælpen fra en krisepsykolog noget andet at ingen rigtig benytter sig af sygehus præster. Jeg kan se nu, at de ville have været, de helt rigtige at tale med, efter sådan et skrækkeligt tab. Vi er virkelig religions forskrækket - for selv en ateist, ville kunne få noget ud af en sjæle sørger.
Jeg fik mange gode ting med, fra mødet - jeg kørte derfra glad men også ked af det - så jeg gik direkte i seng, da jeg kom hjem og sov i flere timer.
Tak til lægen, som tog sig tid, til at mødes med mig - jeg er dybt taknemlig.
Comentários